Er gælden vokset dig over hovedet?

Gæld skal man ikke spøge med – og for de fleste er det god opdragelse, at betale det tilbage du har lånt.

For nogen er det bare ikke en mulighed, alligevel er det muligt at have et ordenligt liv – selv med en ubetalt gæld.

Du skal lære at tackle dels de kreditorer, du skylder penge, dels din egen indre samvittighed og gode opdragelse.

Kontakt kreditorerne

Kontakt kreditorerne og fortæl om din situation og meddel dem, at du ikke længere er i stand til at betale. Det er en god ide, at have lønsedler, årsopgørelse og budget klar som viser, at du ikke kan betale. Send det med til dem, så de kan se, at der ikke er penge til det.

Du vil blive kontaktet af dem og det vil ikke være behageligt. Kreditorerne vil selvfølgelig gøre alt hvad der er muligt for at få deres penge tilbage og derfor skærper de retorikken, så de opdager at det ikke er muligt.

Lad være med at lade dig true – hvis du tager beslutningen om, at du ikke kan betale, skal du holde fast i den – du har 100% været gennem alle muligheder inden du kommer hertil – så hold fast i din beslutning, uanset hvad du bliver truet med.

Lad dig ikke styre af rudekuverter og opringninger

Der er utrolig meget skam forbundet med, ikke at være i stand til at betale sin gæld – det gælder uanset om du skylder 100.000 kr., 10.000.000 kr. om du er 25 eller 72 år.

Da du optog gælden troede både du og dem du lånte pengene af, at du var i stand til at betale pengene tilbage. Der er sket noget i dit liv, der gør det umuligt. Det kan være noget du selv har haft indflydelse på, men højst sandsynligt er det noget udefra kommende, som du ikke selv har haft nogen indflydelse på.

Det kan f.eks. være du er blevet syg, blevet arbejdsløs, er blevet skilt, du har lukket din forretning osv. Det, du skal vide, at disse forhold har kreditorerne taget højde for – det er bla. derfor du betaler renter på din gæld.

Når kreditorerne forsøger at give dig skylden for din situation, skal du huske på, at de har fandt dig kreditværdig til at få lånet og at en del af deres risiko dækkes af den rente du og andre betaler.

Du skal møde i fogedretten

Hvad sker der, når du stopper betalingerne?

  • Du bliver sendt til en inkassoadvokat, der vil forsøge at få en afdragsordning med dig.
  • Hvis du stadig ikke betaler vil du på et tidspunkt blive sendt i fogedretten
  • I fogedretten vil du blive spurgt om du kan betale din gæld og om du har aktiver, som der enten kan sælges eller tages udlæg i.
  • Du kan afgive insolvenserklæring, som betyder at du er “fredet” i 6 måneder, hvorefter du kan blive indkaldt til fogedretten igen.
  • Du bliver registreret i RKI

Der må ikke foretages udlæg i aktiver, der er nødvendige for at “opretholde et beskedent hjem og en beskeden levefod for skyldner og hans hustand”.

Hvad er det værste der kan ske?

Det værste er allerede sket. Da du opdagede, at du ikke var i stand til at betale din gæld. Alle de følelser, bekymringer og søvnløse nætter, du har været igennem, inden du kom til den beslutning er det værste, der kan ske.

Når du har været i fogedretten, får du en normal hverdag igen – du kan ikke låne eller købe på afbetaling, men det skal du nok heller ikke.

Mange mennesker tager gælden med sig i døden – alligevel har de et godt liv – kreditorerne anmelder kravet i dødsboet og afskriver derefter gælden.

 

Dette indlæg er skrevet for at fortælle dig, at det kan lade sig gøre at leve med gæld, der aldrig bliver betalt – ikke for at fortælle dig, at du ikke behøver at betale gælden, selvom du kan.

 

For din økonomiske tryghed

Lone Eriksen